​Når et dødsfald indtræffer

I forbindelse med dødsfald kontaktes oftest en bedemand, som hjælper med de praktiske ting.

Præsten kontaktes for at aftale tidspunkt for begravelsen. Forud for begravelsen har præsten en samtale med de nærmeste pårørende. Her taler vi om den døde, gennemgår begravelsen og bestemmer, hvilke salmer, der skal synges. 

Klokkeringning for den døde
I denne del af landet er det skik, at klokkerne ringer, når et dødsfald er meddelt. Klokkerne ringer for dødsfald om formiddagen på hverdage tre gange 10 minutter med 5 minutters pause imellem ringningerne. Denne gamle og smukke skik sker i respekt for det menneske, der er er død, og meddeler på den måde sognet, at et dødsfald er indtruffet.

Begravelsen eller bisættelsen

Selve begravelsen foregår som en kort gudstjeneste. Præstens tale ved begravelsen fortæller om det kristne håb - med udgangspunkt i en tekst fra Bibelen eller i en salme. Der siges også noget om den afdøde.
 
Er den afdøde medlem af Folkekirken, betragtes det oftest som et udtryk for, at der ønskes en kirkelig begravelse. Er den afdøde ikke medlem af Folkekirken, betragtes det som oftest som udtryk for, at man ikke ønsker en kirkelig begravelse. Afdødes ønsker i forbindelse med begravelsen skal så vidt muligt respekteres. Dette gælder også ønske om jordfæstelse eller ligbrænding. 
 
Sognepræsten er begravelsesmyndighed og afgør begravelsesformen efter samtale med de pårørende.

Her kan du se 10 praktiske - korte - råd.

Tyrstrup kirke har udgivet en folder, der henvender sig til pårørende i forbindelse med dødsfald. Læs den her.