Tyrstrup kirke
We create relations

Månedens salme maj/juni 2016

Kom, Gud Helligånd

Melodi: Gud vi er i gode hænder (DDS 675) Willy Egmose 1986

1. Kom, Gud Helligånd, med glæde,
solstrejf i facaders glas,
trøst os, når vi kun kan græde,
kom og spil din himmeljazz,
fyld vor indre by med sange,
lyse cykelklokkeklange.

2. Kom som mælkebøtteblade
gennem asfalt og cement.
Kom og bo i vores gade,
sig os, vi er set og kendt
af en Gud med knuste hænder,
som vil kalde os for venner.

3. Kom som vind imellem mure,
og blæs nattens affald væk.
Hjælp os til i dag at turde
se vor næstes ansigtstræk

- se, at Kristus går iblandt os,
for han kom fra Gud og fandt os.

4. Helligånd, kom os i møde,
pust dit liv i os på ny,
væk os kærligt fra de døde,
byg din gyldne himmelby.
Ring i hjertets indre gange
klare kirkeklokkeklange.

Anette Broberg Knudsen 2015.
©Kirkefondet og forfatteren.
3. præmie i Kirkefondets salmekonkurrence
i forbindelse med 125 års jubilæet i 2015.