Tyrstrup kirke
We create relations

Månedens salme marts 2015

Månedens salme i marts

”Lysets Utålmodighed” er en salmesamling med ny-digtede salmer, der tager udgangspunkt i kirkeårets gammeltestamentlige læsninger. Der er en salme til hver søndag. Månedens salme i marts er skrevet til 2. søndag i fasten, første tekstrække og det er en musisk recitation over salme 42 i Bibelen.

Salmen handler om at vente og længes, men også om at være vemodig og sørgmodig. Sjælen er her billedet på mennesket. Vi mennesker kan sørger og tørster efter mening, efter tro og efter håb. Så voldsom kan tørsten være, at det sammenlignes med tørsten hos et dyr, der desperat søger efter livgivende vand. Det menneske, der længes efter Guds indgriben, efter Guds svar, lider. Til det menneske bringer salmistens håb. Han siger at det går an, at vente på Gud. For Guds trofasthed og Guds omsorg er uforanderlig, selv når vi som mennesker oplever tørst og tørke.

Vent på Gud

Omkvæd:
Vent på Gud, vent på Gud!
Du skal takke ham på ny.
Vent på Gud, vent på Gud,
din frelser og din Gud!

1. Som hjorten skriger ved den tørre bæk,
så skriger jeg efter dig, min Gud,
min sjæl tørster efter dig, Gud,
hvornår må jeg se dit ansigt?
Vent på Gud …

2. Se tårer er nu blevet mit brød,
de strømmer som bækken dag og nat,
fordi de spørger: Hvor er din Gud?
kun tåben spørger sådan.
Vent på Gud …

3. Jeg husker, og det volder mig sorg,
jeg gik med de festklædte skarer
til Guds hus med tak og sang.
- Hvorfor sørger du da, min sjæl?
Vent på Gud …

4. Jeg siger til Gud, min klippe:
Hvorfor har du glemt mig, Herre?
Hvorfor skal jeg vandre her med sorg,
plaget og trængt af fjender?
Vent på Gud …

5. Om dagen sender Gud sin miskundhed,
om natten er hans sang i mig,
jeg beder til den levende Gud,
Jeg vil takke ham på ny

Tak nu Gud, tak nu Gud!
Vi vil takke ham på ny.
Tak nu Gud, tak nu Gud,
vor frelser og vor Gud

Holger Lissner, 2007