Tyrstrup kirke
We create relations

Månedens salme december 2014

Blåt vælded lys frem bag skyers skred
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Erik Haumann 1987
Det er så yndigt at følges ad (Thomas Laub)
 
1.Blåt vælded lys frem bag skyers skred,
rørte vor jord midt i tidens strømme,
svøbte en flig af Guds evighed
som blanke knopskæl om vinterdrømme.
Skærmer hernede
Gudsrigets glæde,
sårbart til stede
i tro og håb.
 
2.Det barn, der sover ved moders bryst,
er dog det Ord, hvorved alting skabtes:
Englenes glæde, Guds øjenlyst,
menneskers liv her, hvor liv fortabtes.
Han er hernede
Gudsrigets glæde,
nyfødt til stede
i tro og håb.
 
3. Han knytter syvstjernens strålebånd,1
åbner dog varsomt de blindes øjne.
Himmel og jord i den samme hånd -
sandhedens lys midt blandt vore løgne.
Er selv hernede
Gudsrigets glæde,
synligt til stede
i tro og håb.
 
4. Sort knejser korset på udbrændt jord,
afslører mørket bag løgnens maske.
Døden blev støv for dit påskeord -
livstræet skyder af sten og aske.
Breder hernede
Gudsrigets glæde,
lysfyldt til stede
i tro og håb.
 
5. Herre, du kom for at leve her,
række din hånd til de små og svage.
Løvspring forjættes i håbets træer,
når dine ord bærer julens dage.
Skaber hernede
Gudsrigets glæde,
evigt til stede
i tro og håb.
 
Lisbeth Smedegaard Andersen 1988.

1 Job 38,31